Dette er det første af fem blogindlæg, hvor jeg deler nogle af mine tanker om de artikler, Psoriasisforeningen har publiceret i deres medlemsblad Hud & Helse (nr. 2, 2026), der har fokus på min sygdom; psoriasisgigt.

 

Hov, så gik der lige 100 dage plus det løse, uden at jeg fik givet lyd fra mig herinde. Det er såmænd ikke fordi, jeg ikke har haft tankerne indstillet på emner, jeg gerne ville kommentere på eller fortælle om – der kom bare lige en flytning i vejen…

Men alt er godt, og sommeren er i fuld gang, selv om vejret har haltet lidt indtil videre (det er dog dejlig lunt i dag). Og for et par dage siden dumpede Psoriasisforeningens medlemsblad Hud & Helse ind i min postkasse – denne gang med fokus på min diagnose: psoriasisgigt.

Jeg har med ekstra entusiasme læst de mange interessante artikler om psoriasisgigt i medlemsbladet, hvor jeg både har lært lidt og samtidig er blevet bekræftet i, at det, jeg selv har sagt i årevis og også skrev i Flyvegigt, såmænd også er rigtigt. Det er meget rart med sådan en bekræftelse.

I dag og de følgende dage vil jeg gerne ”reklamere lidt” for artiklerne og dele nogle af mine tanker om dem, og hvis I ikke allerede selv har fået fingrene i Hud & Helse, burde I se at få det gjort. 😉

 

Den første artikel, jeg kastede mig over, beskriver hvordan psoriasisgigt er en kronisk inflammatorisk gigtsygdom, som kan ramme op mod fire ud af 10 mennesker med psoriasis. Sygdommen kan opstå i alle aldre og viser sig ofte som smerter, hævelse og stivhed i led, men den kan også give symptomer som hævede fingre eller tæer, øjenbetændelse og forandringer i neglene. Artiklen understreger, at psoriasisgigt kan være vanskelig at diagnosticere, fordi symptomerne ofte udvikler sig gradvist og kan forveksles med almindelige belastnings- eller aldersrelaterede smerter.

Det er jeg på ingen måde uenig i, men jeg priser mig en lille smule lykkelig for, at det var relativt nemt for lægerne at diagnosticere mig, da mit gigteventyr startede. Jeg havde tilsyneladende de ”rigtige” symptomer, der alle utvivlsomt (men også desværre) pegede i retningen af psoriasisgigt. Så jeg blev egentlig selv diagnosticeret ret hurtigt men har dog hørt om mange tilfælde, hvor folk har gået i evigheder og ventet på deres dom.

Et af artiklens vigtigste budskaber er, at en tidlig diagnose og behandling er afgørende. Jeg kunne ikke være mere enig! Psoriasisgigt kan nemlig føre til permanente ledskader, hvis sygdommen ikke opdages i tide. Derfor opfordres personer med psoriasis til at være opmærksomme på symptomer som vedvarende ledsmerter, hævede led og morgenstivhed og til at søge læge ved mistanke om sygdommen.

Jeg synes, det er meget positivt, at der bliver informeret om psoriasisgigt på en letforståelig og grundig måde. Jo mere viden, der er om sygdommen – både blandt patienter, pårørende og sundhedspersonale – desto større er chancen for, at flere bliver diagnosticeret tidligere og får den behandling, de har brug for. Oplysning skaber forståelse, og forståelse kan være med til at forbedre livskvaliteten for mange mennesker, der lever med psoriasisgigt. I min optik er det derfor både vigtigt og glædeligt, at sygdommen endelig (hvis jeg må være så fræk) får den opmærksomhed, den fortjener.

I morgen laver jeg et indlæg om en artikel i Hud & Helse, som omhandler AI og supercomputere og hvordan, de to ting bruges i gigtforskningen.

 

Jacob

← Tilbage til bloggen