Bedst som jeg var begyndt at blive mere aktiv på min hjemmeside med opdateringen af samme plus hyppigere nyhedsopslag, gik der både sommer i den – og smerter. Sommeren har jeg absolut nydt med de hedebølger, vi har været så heldige at opleve, men nu har jeg kastet håndklædet i ringen.
Jeg elsker varmen. Ikke bare fordi den er god til at lindre gigtsmerter, men fordi den også er god til at lindre gigtsmerter. Hvor andre brokkede sig over de ”alt for høje” temperaturer i løbet af sommeren, bød jeg dem egoistisk og kærligt velkommen. Jeg troede nemlig, at de kunne hjælpe mig af med nogle af de gigtsmerter, der er kommet snigende, som året er skredet frem.
Ingen regel uden undtagelse
Det hele startede i januar, hvor der var en masse sne. Det kunne jeg i høj grad mærke i min krop. Kendere af gigtsmerter vil kunne nikke genkendende til dette – det var de klassiske vintergigtsmerter, der inviterede sig selv på besøg der. Det ledte i februar til et skriv om, hvordan årets første to måneder med frostvejr og sne ikke gjorde spor godt for min gigtplagede krop.
Siden da er jeg flyttet, og det gik såmænd fint. Nej, jeg tog ikke for hårdt fat men havde folk til at tage sig af det værste og tungeste, og det kostede altså også kun et par dage med ekstra smerter, da hele flytningen endelig var overstået. Billigt sluppet på smerteskalaen, og mere var der ikke i det. Men nu her fire måneder efter kan jeg ikke hænge sammen mere.
Jeg ved godt, at solskin og en hedebølge på ingen måde kan stoppe gigtsmerter fuldstændig, men det skubber som regel os smerteramte i den rigtige retning. Som regel… men da min gigt (åbenbart) har valgt at blive mere aggressiv og gerne vil genere mig mere, end den ellers har gjort i et godt stykke tid, ja, så må selv den stærkeste kapitulere.
Av!
Smerterne er kommet snigende hele året. Begge storetæer er hårdt ramt. Midten af begge fødder ligeså – tryk mig under fødderne, så vil jeg sige av.
Det forreste af begge underben, det bløde område lige under knæskallerne, og den nederste del på forsiden af begge lår er også ramt. Dvs. al det bløde rundt om knæskallen. Vil det sige, at mit knæled er i værre stand, end jeg går og tror? Jeg ved det ikke.
På højre hånd er der tre fingre, der ikke føles optimale, og på venstre hånd er den helt gal. Dog stadig kun tre dumme fingre, men tommelfingeren er helt i udu. Det føles som om, den går af led 50-60 gange i løbet af dagen, og det gør – pardon my French – eddermanme naller! Jeg kan ikke holde ordentligt på en tallerken, og jeg kan ikke trykke tandpastaen ud af den ellers bløde tube med venstre tommelfinger. Så er der altså noget galt.
Lænden er dum og meget stiv om morgenen. Når jeg står ud af sengen, tager det noget tid, inden jeg er rettet helt ud (Bambi). Ryggen ditto – jeg har nogle punkter under begge skulderblade, hvor det føles som knive, der er stukket ind. Det giver nogle jag fra tid til anden men ikke hele tiden. Og sådan er det i øvrigt med mange af smerterne; de er der hele tiden, men så giver de lige et ekstra jag en gang imellem for ligesom at minde mig om ikke at glemme dem…
Men kan jeg ikke bare lade være med at tænke på smerterne?
Jo, det prøver jeg såmænd også, og der kan også sagtens gå noget tid, hvor mine tanker er alle mulige andre steder. Naturligvis. Jeg sidder ikke og fokuserer på smerterne – men jeg konstaterer, at de er til stede, og for tiden er de så slemme, at jeg ikke kan holde dem ud.
Jeg var på hospitalet i sidste uge, hvor jeg blev skannet med ultralyd. Skanningen viste ikke en masse samlinger af betændelse rundt omkring, som jeg havde forventet eller frygtet, men til gengæld fik jeg at vide, at undersiden af huden var godt betændt. Okay, det har jeg alligevel ikke prøvet før.
Jeg fik også et skud binyrebark i ballen. Det skal gerne hjælpe i fire til seks måneder. Det har det i hvert fald ry for. Sidste gang jeg fik sådan en indsprøjtning, varede effekten af den i sørgelige tre dage, og i skrivende stund venter jeg stadig på, at effekten af sidste uges indsprøjtning begynder, for jeg har stadig de samme smerter, som da jeg var på hospitalet.
Mandag i denne uge kastede jeg så håndklædet og lod mig sygemelde. Det var faktisk på opfordring fra min chef og med fuld opbakning fra mine kollegaer, men det var også det resultat, jeg selv var nået frem til i mine egne tanker. Min krop er nødt til at få den nødvendige ro, den har behov for nu, så den kan koble af, og stressen i knolden på mig – for jeg stresser jo mere, når kroppen bliver værre – kan forsvinde.
Sygemelding
Nu står den på ro, varmepude og strækøvelser, for det er noget af det, der umiddelbart lindrer mine gigtsmerter hurtigst og bedst. Samtidig har jeg fyldt kalenderen de næste tre uger op med aftaler om akupunktur og kropsterapi. Akupunktur har jeg gode erfaringer med, men det er lidt for længe siden, jeg sidst har været under nålen. Kropsterapi bliver til gengæld en ny oplevelse for mig.
Jeg har en rigtig god veninde, der har uddannet sig til kropsterapeut, og hun har talt varmt om emnet og mere eller mindre tvunget mig afsted. Nej, det er såmænd kærligt ment, at hun har prikket til mig og sagt, at jeg absolut skal give det et skud. Og det gør jeg så i de kommende tre uger – dog ikke hos min veninde, da vi bor alt for langt fra hinanden.
Nu vil jeg gå i seng og putte mig ind til min hund, som allerede ligger og flyder midt på min hovedpude. Hundehår, siger du? Jeg er ikke sart, og man kan ryste dynen, så ingen problemer i det.
Godnat herfra!
Jacob